Spørger var en forening, som havde til opgave at gennemføre et omfattende projekt, som skulle sikre restaurering og istandsættelse af bevaringsværdige og fredede huse i en dansk by.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med levering af ydelser til de private ejere af ejendommene, jf. momslovens § 3, stk. 1

Videre kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger drev momspligtigt salg med levering af administrations- og projektstyrings-ydelser og videresalg af rådgivningsydelser til de private ejere af ejendommene, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Spørgerne ønskede at få bekræftet, at amerikanske fractional shares, såsom "G1, Inc.", der gennem Spørger H1  var købt af Spørger A, skulle beskattes som aktier eller lignende værdipapirer efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Spørger H1 var en dansk investeringsplatform til aktiehandel og Spørger A var ansat hos Spørger H1. Spørger A havde som privat investor handlet aktier via Spørger H1. Spørger H1 havde et ønske om at gøre det muligt for alle danskere at investere i de finansielle markeder, uanset deres finansielle udgangspunkt. Dette blev gjort ved at udbyde en brugervenlig app, hvor brugere bl.a. kunne få adgang til at handle fraktioner af amerikanske aktier ("amerikanske fractional shares").

Skatterådet bekræftede, at amerikanske fractional shares, der købes via Spørger H1, skal beskattes som aktier efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, idet ejerne af fractional shares havde alle de væsentligste aktionærrettigheder tilknyttet de pågældende amerikanske aktier i forhold til investorernes ejerandel af de pågældende aktier.

Sagen angik, om en leasingtager hæftede for den fulde registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, fordi leasingtageren havde brugt det leasede køretøj med viden om, at der ikke er betalt den rette afgift. Det var ubestridt, at betingelserne for at anvende registreringsafgiftslovens § 3 b ikke var opfyldt, herunder fordi de skriftlige leasingaftaler, som var indsendt til og godkendt af Motorstyrelsen, ikke afspejlede det faktiske leasingforhold. Retten lagde til grund, at leasingtageren hverken havde underskrevet de godkendte leasingaftaler eller givet tilladelse til, at leasingselskabet påførte hans underskrift. I overensstemmelse med leasingtagerens forklaring lagde retten til grund, at der ikke var indgået nogen skriftlige leasingaftaler. Retten fandt, at leasingtager havde kendskab til, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift. Retten lagde navnlig vægt på, at leasingtagerens kendskab til den meget overfladiske aftaleindgåelse indebar kendskab til, at skattemyndighederne ikke ville kunne godkende en mundtlig leasingaftale på de aftalte få vilkår som reel. Retten lagde til grund, at leasingtageren vidste, at Motorstyrelsens brev om godkendelse af leasingforholdet og leasingselskabets fakturering ikke udgjorde aftalen eller dele heraf. Under disse omstændigheder fandt retten, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen, selvom skattemyndighederne havde lagt til grund, at de indsendte og godkendte leasingaftaler var underskrevet af leasingtageren. Skatteministeriet blev således frifundet.

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Denne vejledning retter sig mod producenter af lønsystemer, lønservicebureauer og de virksomheder, der selv vil tilrette deres IT-lønsystemer, så der kan indberettes til eIndkomst og LetLøn.

Spørger havde siden januar 2011 været bosat i Ungarn og var begrænset skattepligtig til Danmark.

Spørger påtænkte at få sin ratepension udbetalt som et engangsbeløb, når spørger opnåede sin pensionsudbetalingsalder, i stedet for at få den udbetalt ratevis i overensstemmelse med ordningens vilkår.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afgift efter pensionsbeskatningsloven ved udbetaling af spørgers ratepension i utide som et engangsbeløb faldt under anvendelsesområdet for dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Ungarn. Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at artikel 17 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten førte til, at Danmark ikke kunne fastholde krav på afgift efter pensionsbeskatningsloven, hvis spørger valgte at få sin ratepension udbetalt på denne måde.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdiansættelserne for en ejendom pr. 1. oktober 2019 og 2020, som skulle behandles efter prisforholdene i henholdsvis 2019 og 2012.

Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at grundværdiansættelserne hvilede på et forkert grundlag, fordi der ved skønnet var inddraget en række ejendomme, som efter sagsøgerens opfattelse ikke var sammenlignelige med sagsøgerens ejendom. Herom bemærkede retten, at der ved vurderingen var taget højde for de forskelle, der var mellem de sammenlignelige ejendomme og sagsøgerens ejendom.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at skønnet over grundværdien var åbenbart urimeligt, fordi grundværdiansættelsen for 2019 på ca. 14,3 mio. kr. og for 2020 på ca. 13,7 mio. kr. var væsentligt højere end ejendommens handelspris på 10 mio. kr. i 2021. Retten fandt, at handelsprisen for ejendommen i 2021 ikke var udtryk for prisforholdene i 2019 og 2012. Retten fandt det derudover ikke bevist, at der havde været en væsentlig stigning i ejendomspriserne i den kommune, som sagsøgerens ejendom var beliggende i. På den baggrund og idet sagsøgeren ikke i øvrigt havde godtgjort, at grundværdiansættelserne var åbenbart urimelige, at vurderingsankenævnet havde undladt at foretage et skøn, eller at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, som var egnet til at påvirke værdiansættelserne, blev Skatteministeriet frifundet.

På baggrund af Landsskatterettens hjemvisning af 14. november 2024 af Skattestyrelsens afgørelse (Journalnr. 20-0044776), ændrer Skattestyrelsen af egen drift sin hidtidige praksis for, hvilken tidsfrist der gælder for anmodninger om tilbagebetaling af pensionsafkastskat (PAL-skat), for personer, der har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget.

Praksisændringen består i, at tidsfristen for anmodninger om tilbagebetaling af PAL-skat ændres fra "senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb", jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, til "senest fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket pensionsafkastet er indtjent og tilskrevet pensionsordningen", jf. artikel 46, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ændringen gælder for personer, som har pensionsordninger i et eller flere danske penge- eller pensionsinstitutter, og som, i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget. Dette gælder, uanset om personens fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, er bevaret eller ophørt i denne periode.

Sagens tvistepunkt var, om sagsøgeren havde anvendt underleverandører eller egne ansatte til at levere arbejdsydelser til sine kunder. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet havde anvendt underleverandører. Retten lagde til grund, at arbejdet i stedet var udført af sagsøgerens egne ansatte, og at selskabet havde haft lønudbetalinger, som der ikke var indeholdt A-skatter og AM-bidrag af. Retten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet sagsøgeren et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser, og sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde opgjort. 

Endvidere fandt retten, at der ikke var grundlag for sagsøgerens indsigelser om, at afgørelserne var ugyldige som følge af manglende vejledning om forbuddet mod selvinkriminering og utilstrækkelig oplysning af sagen. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. 

Skatteyderen havde ikke selvangivet resultatet af sin enkeltmandsvirksomhed. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse. Skønnet kunne kun tilsidesættes, hvis det var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. 

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var ikke opfyldt. En genoptagelse ville ikke føre til en ændret ansættelse. Skattemyndighedernes skøn var således ikke hverken åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. Der forelå desuden ikke særlige omstændigheder. Skatteyderen havde således ikke været forhindret i at anmode om genoptagelse i hele den relevant periode. Skattemyndighederne havde heller ikke begået ansvarspådragende fejl, eller anden fejl, som havde medført en materiel urigtig ansættelse, som det måtte anses for urimeligt at opretholde. 

Der var heller ikke grundlag for at dispensere fra skatteyderens fristoverskridelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skatteyderen havde således ikke af helbredsmæssige grunde været forhindret i at anmode om genoptagelse inden for den ordinære frist og i tiden herefter, indtil anmodningen blev fremsat. Der var heller ikke andre særlige omstændigheder, der gav grundlag for at dispensere for fristoverskridelsen.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om skatteyderen havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der gav grundlag for at foretage en ekstraordinær ændring af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2014 til 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Sagen angik endvidere, om der forelå særlige omstændigheder, der gav grundlag for at bortse fra skatteyderens overskridelse af reaktionsfristen ved skatteyderens anmodning af 25. oktober 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.

Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær ændring af skatteyderens skatteansættelser ikke var opfyldt, og Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen er anket. 

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere, at en ejerlejlighed blev overdraget fra mor til datter efter 15 %-reglen. Moren havde erhvervet ejendommen i marts 2019 for 4.200.000 kr., og hun overdrog den i november 2020 til datteren for 1.782.500 kr., svarende til den seneste offentlige ejendomsvurdering fratrukket ca. 13 %.

Retten fandt (3 dommere), at der på baggrund af den betydelige difference mellem den offentlige ejendomsvurdering og handelsværdien på overdragelsestidspunktet, sammenholdt med det tidsmæssige forløb, foreligger sådanne særlige, konkrete omstændigheder, at skattemyndighederne er berettiget til at ændre værdiansættelsen af ejerlejligheden. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

En skattepligtig var registreret som ejer og direktør i et selskab. Det pågældende selskab overførte penge til den skattepligtiges private bankkonto, der blev hævet penge fra selskabets bankkonti, som blev ført på selskabets mellemregning med den skattepligtige, og selskabet betalte fakturaer udstedt til bl.a. den skattepligtige selv. Den skattepligtige gjorde i første række gældende, at han ikke var udbytteskattepligtig af de anførte dispositioner, fordi det reelt var den skattepligtiges far, der ejede og kontrollerede selskabet. Retten anførte, at den skattepligtiges forklaring ikke var understøttet af nogen objektive kendsgerninger, og at den skattepligtige derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var reel ejer og direktør i selskabet. For så vidt angår de konkrete dispositioner anførte retten, at den skattepligtige ikke alene ved sin forklaring, der ikke var understøttet af objektive kendsgerninger, havde løftet sin bevisbyrde for, at dispositionerne skulle være udlæg eller erhvervsmæssige dispositioner for selskabet. 

Den skattepligtige havde desuden modtaget en række øvrige indsætninger på sin konto. Retten udtalte, at der påhvilede den skattepligtige en streng bevisbyrde for, at de indsatte beløb ikke var skattepligtig indkomst hos ham, og at den skattepligtige ikke ved sin egen forklaring om, at det var den skattepligtiges far, der styrede selskaberne og den skattepligtiges bankkonti, havde løftet sin bevisbyrde, idet forklaringen ikke var understøttet af objektive kendsgerninger. 

Den skattepligtige gjorde desuden gældende, at han ikke var skattepligtig af værdien af en bil, som den skattepligtiges far havde fået stillet til rådighed af et selskab, hvor den skattepligtige var registeret som ejer og direktør. Retten anførte, at den skattepligtige ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var den skattepligtiges far, der reelt ejede og kontrollerede selskaberne.

Retten fandt videre, at den skattepligtige ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse. 

Endelig gjorde den skattepligtige gældende, at han ikke var afgiftspligtig af indsætning på kr. 165.000, som han havde modtaget fra sin far, fordi der var tale om købesummen for den bil, som skatteyderes far havde fået stillet til rådighed. Retten udtalte, at den skattepligtiges forklaring ikke var understøttet af objektive kendsgerninger i sagen, og på baggrund af familierelationen var der ikke grundlag for at tilsidesætte, at skattemyndighederne havde anset indsætningen som en afgiftspligtig gave. 

Som led i et generationsskifte overdrog A halvdelen af sin landbrugsejendom til sin søn, B. Som en del af overdragelsen overtog B bl.a. en latent skattebyrde, der hvilede på landbrugsejendommen, idet overdragelsen skete med skattemæssig succession. Overdragelsen indebar en gave fra A til B, som blev anmeldt til Skattestyrelsen. I anmeldelsen var der bl.a. anført en passivpost fastsat efter kildeskattelovens § 33 D vedrørende den latente skattebyrde, som skulle fratrækkes inden gaveafgiftsberegningen efter boafgiftslovens § 28. Passivposten var opgjort forkert. Mere end 6 måneder efter anmeldelsens modtagelse traf Skattestyrelsen afgørelse om ændring af passivposten og opkrævning af yderligere gaveafgift. A & B gjorde gældende, at afgørelsen var i strid med boafgiftslovens § 27, stk. 2, da afgørelsen var truffet efter udløbet af 6-månedersfristen. Højesteret fandt, at bestemmelsens § 27, stk. 2, angår ændringen af handelsværdien af en gave, og at der ved fastsættelsen kan indgå passivposter, hvis de har betydning for gavens handelsværdi. Højesteret fandt herefter, at den latente skattebyrde, som efter boafgiftslovens § 28 kan fratrækkes inden beregningen af gaveafgiften, ikke har betydning for gavens handelsværdi. Højesteret henviste til, at denne forståelse støttes af lovens systematisk og sammenhæng mellem flere øvrige bestemmelser i boafgiftsloven, samt af forarbejderne til bestemmelsen. Fristen på 6 måneder i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var dermed ikke var til hinder for, at Skattestyrelsen traf afgørelse om at opkræve yderligere gaveafgift. Landsretten var nået til samme resultat.

Skatterådet afviste, at spørgers to poser var ikke-afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a. Endvidere kunne Skatterådet ikke bekræfte, at afgiften på den ene pose skulle opgøres efter § 2b, stk. 1

Spørgers pose 1 var fremstillet af robust non-woven PP-materiale, men hankens svage svejsninger nedsatte posens bæreevne. Pose 2 var fremstillet af non-woven PP-materiale med papirlaminering og fremstod ikke robust. Begge poser kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv. Endvidere fandt Skatterådet at plastmaterialet gav pose 2 sine primære egenskaber, hvorfor afgiften på den ene pose skulle opgøres efter § 2b, stk. 2.

Spørgerne påtænkte at gennemføre et generationsskifte. Spørgerne ønskede i den forbindelse bekræftet, at aktiver, der var udlejet på lejekontrakter med en løbetid på henholdsvis over og under 23 måneder, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34. Herudover ønskede Spørgerne afklaret om aktiver, der var afstået til et leasingselskab med en tilbagekøbsforpligtelse, men som regnskabsmæssigt indgik som et aktiv, skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen.

Efter en konkret vurdering bekræftede Skatterådet, at såvel koncernens aktiver, der var korttidsudlejet, som koncernens aktiver, der var langtidsudlejet, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at aktiver, der er afstået til et leasingselskab, men som på grund af en tilbagekøbsaftale, indgik som et regnskabsmæssigt aktiv, ikke skulle anses for passiv kapitalanbringelse. Skatterådet fandt, at alene aktiver, der var ejet af selskaberne, skulle i bedømmelsen af pengetankbrøken.

Skatterådet bekræftede, at et selskab (Selskab C) baseret i X-land, som var komplementar i en transparant investeringsenhed (Selskab B) baseret i X-land, ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, alene som følge af, at selskab C og Selskab B’s investment manager var hjemmehørende i Danmark.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab C ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da Selskab C ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. selskabsskatteloven § 2, stk. 6.

Skatterådet bekræftede, at en investeringsenhed (Selskab D) baseret i X-land, skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter de danske skatteregler.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab D ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, alene som følge af at Selskab D’s investment manager var hjemmehørende i Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at Selskab D ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da Selskab D ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 6.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Selskab D skulle opfattes som et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.

Skatterådet bekræftede, at en investeringsenhed (Selskab A) baseret i X-land, skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt efter de danske skatteregler.

Skatterådet bekræftede desuden, at Selskab A ikke kunne anses for at have ledelsens sæde i Danmark efter SEL § 1, stk. 6, alene som følge af at Selskab As investment manager var hjemmehørende i Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at Selskab A ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark efter SEL § 2, stk. 1, litra a, da Selskab A ikke kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, jf. SEL § 2, stk. 6.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Feeder Fonden skulle opfattes som et investeringsselskab efter ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.

Sagen angår, hvorvidt sagsøgerens køretøj var registrerings- og registreringsafgiftspligtigt i Danmark. Sagsøgeren havde privat tilknytning til Polen og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark (dobbeltdomicil). Efter en samlet konkret vurdering fandt retten, at sagsøgeren skulle anses for hjemmehørende i Polen, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 4.